Velkommen til Undløse Skole
25 lærere og pædagoger står sammen om at skabe en god Undløse Skole. Sammen arbejder vi med fokus på høj faglighed, god trivsel og på at viderebringe glade og godt rustede børn – fagligt som socialt – når vi efter 6. klasse siger farvel til hinanden, og sender vores elever mod Nr. Jernløse Skole, som vi er i folkeskolefællesskab med.
I Undløse har vi en god, solid børnekultur, der bliver flittigt bakket op af lokalmiljøet. Skolen og hallen er omdrejningspunktet for byens foreningsliv og det tætte samarbejde mellem skolen og foreningslivet, skaber glæde i de fælles aktiviteter. Skolen samarbejder bl.a. med idrætsforeningen og boldklubben om at skabe grobund for sunde almendannende fritidsaktiviteter, bl.a. gennem Håndboldkaravanen, som vi har været heldige at have besøg af de sidste par år.
Skolens elevråd er sammensat af forventningsfulde elever fra 3. til 6. klasse. Elevrådet arbejder bl.a. med trivsel, planlægning af fælles arrangementer samt deltager i de skolebestyrelsesmøder, der afvikles på skolen. Elevrådet inddrages også i beslutninger omkring brugen af regler i skolegården og på legepladsen.
De gode traditioner
Vi holder meget af at traditionsskabe og de tilbagevendende begivenheder, bidrager med stor værdi til både børn og voksne.
Skolernes Motionsdag løber fredag inden efterårsferien, og foregår for 4.-6. klasse sammen med deres parallelklasser på Nr. Jernløse skole. Dette er med henblik på at skabe brobygning til kommende kammerater i Nr. Jernløse efter 6. klasse.
I Undløse vil vi gerne give eleverne medansvar for at løse nogle af de daglige praktiske opgaver, der naturligt finder sted på en arbejdende skole. Derfor har vi oprettet en mælkepatrulje, hvis job består i, at pakke og fordele mælken til klasserne. Mælkepatruljen tilfalder 5. klasse.
Vi tager i 5. klasse på lejrskole med skolerne i Nr. Jernløse og Knabstrup. Den fælles lejrskole er med til at knytte stærke bånd mellem eleverne på tværs af matrikler og understøtter sammenlægningen af klasserne, når de tager hul på 7. klasse på Nr. Jernløse Skole.
I 6. klasse har eleverne mulighed for at blive en del skolepatruljen. Belønningen for indsatsen som skolepatrulje, er billetter til den årlige skolepatruljedag i Tivoli.
Vi runder skoleåret af med en fælles idrætsdag, hvor eleverne er sammen på tværs af klasserne. Fokus for idrætsdagen er ikke de sportslige præstationer, men samarbejde og trivsel.
Læs vores folder om Elevsamtaler på Undløse Skole
Læs vores folder om Trivsel i fokus på Undløse Skole